Jeg hedder Gry Malling Loehr og er damen bag KuLoehr. KuLoehr er et hobbyprojekt, hvori jeg forener mange passioner i mine unikasmykker – passionen for at ’benytte’ naturen på en anderledes måde, passionen for smukke farver i farveskalaer, passionen for æstetikken i detaljen.
Min interesse for smykker med resin begyndte i midten af 2022. Flere forskellige inspirationer kulminerede; et par smukke øreringe jeg fik foræret, erindringen om en salatskål fra min ungdom med ægte blomster samt erkendelsen af at have hørt om materialet resin et sted, som jeg slet ikke rigtig kan huske, hvor kom fra.
Jeg har selv lært mig teknikken i arbejdet med resin ved at se tons af video’er og har googlet nettet tyndt for tips og tricks. I processen har jeg prøvet mig frem og tilpasset undervejs. Jeg er helt begejstret og overrasket over, hvor flot et resultat jeg kan opnå.

Jeg finder naturmaterialerne til mine smykker i mine nære omgivelser. Primært i min egen have i Klintebjerg på Nordfyn; i køkkenhaven, i bedet med krydderurter, men også på mine gåture i Skovløkkeområdet og i sjældne tilfælde på rejser. Jeg elsker den personlige historie, der på den måde kommer til at knytte sig til hvert enkelt smykke. For eksempel har jeg lavet et par ørestikker af en Inkalilje fra en buket, jeg fik som afsked fra et dejligt arbejde. På den måde bærer jeg mindet med mig. Min datters lærer fik et par øreringe af Buksbom, som jeg havde plukket på skolen. Mit projekt er stadig så ungt, at jeg kan huske, hvor jeg har alle mine blade og blomster fra og det indgår derfor aktivt i fortællingen om mine specielle smykker. Jeg håber du vil dele begejstringen med mig her på min hjemmeside og smykke dig med et lille udsnit af naturen!

