Jeg hedder Gry Malling Loehr og er damen bag KuLoehr. KuLoehr er et hobbyprojekt, hvori jeg forener mange passioner i mine unikasmykker – passionen for at ’benytte’ naturen på en anderledes måde, passionen for smukke farver i farveskalaer, passionen for æstetikken i detaljen.
Min interesse for smykker med resin begyndte i midten af 2022. Flere forskellige inspirationer kulminerede; et par smukke øreringe jeg fik foræret, erindringen om en salatskål fra min ungdom med ægte blomster samt erkendelsen af at have hørt om materialet resin et sted, som jeg slet ikke rigtig kan huske, hvor kom fra.
Jeg har selv lært mig teknikken i arbejdet med resin ved at se tons af video’er og har googlet nettet tyndt for tips og tricks. I processen har jeg prøvet mig frem og tilpasset undervejs. Jeg er helt begejstret og overrasket over, hvor flot et resultat jeg kan opnå.

Jeg finder naturmaterialerne til mine smykker i mine nære omgivelser. Primært i min egen have i Klintebjerg på Nordfyn; i køkkenhaven, i bedet med krydderurter, men også på mine gåture i Skovløkkeområdet og i sjældne tilfælde på rejser. Jeg elsker den personlige historie, der på den måde kommer til at knytte sig til hvert enkelt smykke. For eksempel har jeg lavet et par ørestikker af en Inkalilje fra en buket, jeg fik som afsked fra et dejligt arbejde. På den måde bærer jeg mindet med mig. Min datters lærer fik et par øreringe af Buksbom, som jeg havde plukket på skolen. Mit projekt er stadig så ungt, at jeg kan huske, hvor jeg har alle mine blade og blomster fra og det indgår derfor aktivt i fortællingen om mine specielle smykker. Jeg håber du vil dele begejstringen med mig her på min hjemmeside og smykke dig med et lille udsnit af naturen!

Materialer
Til mine smykker benytter jeg som hovedregel sterlingsølv eller forgyldt sterlingsølv, som er indkøbt hos danske forhandlere. Hvis ikke det er muligt at skaffe smykkedelen i sterlingsølv, benytter jeg stål. Jeg angiver altid ved mine smykker, hvad det består af. Jeg er registreret ved Ædelmetalkontrollen med navnestempel GML.
Resin er et plastikmateriale, som har konsistens som en tyk lim. Den hærder op enten over tid (epoxy-resin) eller ved UV-lys (UV-resin). De to typer er meget forskellige at arbejde med; den føste er god til at støbe ting i. Den benytter jeg til mine ringe og vedhæng. Den anden er god at arbejde med i ‘frihånd’, som når jeg skal belægge et blad med resin eller når jeg former mine ørestikker. Den hærder hurtigt under lyset og jeg kan dermed arbejde med flere lag. Resin er i sin flydende form meget giftig, men er ufarlig, når den er gennemhærdet.
Dit personlige smykke
Jeg tager gerne imod bestillinger, hvis du skulle have et specielt ønske til et smykke.
Det kan være, der er et af mine smykker du ønsker i en anden størrelse eller andre modificeringer – jeg elsker at blive udfordret og tænker gerne kreativt sammen med dig.
Det kunne være, at du har en plante eller en blomst i din have, som betyder meget for dig og som du ønsker som et smykke. Jeg har også lavet fine smykker med hundehår, som brugbare minder om en kær ven.
Find mig under kontakt og så taler vi om, hvordan det kan lade sig gøre.

Gå til ‘Butik‘
